Presse Omtale fra Erhversbladet

Lagerstyring trods »kaos«

Af Carsten Teiner, ct@erhvervsbladet.dk
Onsdag den 25. februar 2009

Lagerstyrings- system skræddersyet til smv'er passer perfekt til Becher-Madsen Service i Ølstykke.

Virksomheden Becher-Madsen Service i Ølstykke har selvvalgt »kaos« på lageret, men takket være et lagerstyringssystem målrettet små og mellemstore virksomheder har virksomheden alligevel ét hundrede procent styr på varerne.

Den samlede lagerplads på mere end 2.500 kvadratmeter er nemlig opbygget efter det såkaldte kaos-lagerprincip, så alle indkomne varer og paller, der håndteres på lageret, altid placeres på nærmeste ledige plads. Det er et princip, der er nemt, fleksibelt og hurtigt - men systemet fungerer kun, hvis man konstant er i stand til at udføre en præcis og fejlfri lokationsstyring.

Der er derfor ingen problemer, når varer skal lokaliseres, og ordrer skal sammensættes og pakkes ud fra de flere end 1.800 varenumre, der plukkes fra de cirka 2.400 paller, der er plads til på lageret.

- På et kaotisk lager som vores er der ingen faste pladser, men alle lokationer har derimod en stregkode. Når indkomne varer skal placeres, scannes først varen og derefter den stregkode, der tilhører nærmeste ledige palle- plads, hvor varen placeres. Oplysninger om pallens indhold og placering er nu lagret i et SAP-system, så vi kan finde den næste gang, vi skal sammensætte en ordre med indhold fra lige netop denne palle, siger lagerchef hos Becher-Madsen Service, Brian Hansen.

Nordisk lagerhotel

Men helt så nemt har det ikke altid været på lageret hos Becher-Madsen Service, der i dag fungerer som eneste nordiske lagerhotel for en stor leverandører til detailhandlen, som dog ønsker at være anonym.

Arbejdet indebærer sammensætning og pakning af forskellige varer i færdige salgsdisplays - lige til at sætte op i butikkerne. Den ugentlige håndtering omfatter gennemsnitligt 300-400 paller og titusindvis af varer.

- Efterhånden som lageret voksede sig større og større, blev vores gamle lagerstyringssystem hurtigt meget ressourcekrævende og hæmmende for yderligere vækst i virksomheden på grund af af dets begrænsede funktionalitet. Opgaverne forbundet med håndtering af de mange paller og varenumre blev en for uoverskuelig opgave. Således blev registrering, lokalisering og placering af de mange paller meget tidskrævende. Vi gik rundt og ledte efter varerne på lageret, og der var bare skrevet på hver enkelt palleplads med tusch, hvilket varenummer det var. Dermed var lokaliseringen af de enkelte paller meget afhængig af personspecifik viden, og ved sygdom kunne andre ansatte godt have problemer med at finde varerne, siger Brian Hansen.

Udvides i 2010

Becher-Madsen implimenterede i løbet af 2007 lagerstyringsdelen fra »SAP Business All-in-One« specielt designet til mindre -og mellemstore virksomheder.

Herigennem fik Becher-Madsen en løsning, der er udviklet på baggrund af best practice fra SAP’s erfaring med opbygning af lagerstyringssystemer, samtidigt med at løsningen er skræddersyet til at dække virksomhedens særlige behov. Dertil kommer, at man indfører økonomi, bogholderi og faktureringsdelen fra SAP i 2010.

Becher-Madsen Service startede for 20 år siden som et lille rengøringsfirma, men efter at virksomheden i 1999 etablerede lager- og pakningsvirksomhed, er lagerhoteldelen i dag en af virksomhedens vigtigste forretningsområder med 15 fastansatte tilknyttet. Ifølge virksomhedens hjemmeside har man opbygget en stab af medarbejdere, der løbende bliver opdateret med kurser inden for håndtering af farligt gods via firmaets sikkerhedsrådgiver Trotters.